Jackson Hole

I USA’s tyndest befolkede stat, Wyoming, ved porten til den verdenskendte nationalpark, Yellowstone, ligger det sagnomspunde skisportssted, Jackson Hole. I USA er Jackson bedst kendt som en historisk by, hvor folk valfarter til i sommerhalvåret, for at opleve den specielle westernstemning. Vi europæere kender bedst stedet som en destination, der ind imllem dukker op i den kulørte skipresse. Og for dygtige offpisteløbere er Jackson Hole nærmest lidt mytisk, måske fordi det er her skifilmselskabet Teton Gravity Research, som hvert år kommer med nogle af de mest spetakulære skifilm, holder til.
Skiløbet er stejlt og overvejende svært. Kun få procent af pisterne er egnet til letøvede. Corbets’ Coloir er en af verdens mest berygtede nedfarter. Det skyldes, at man for at køre den, skal klare et 5-6 meter lodret ”indhop”!
Men det som Jackson Hole er bedst kendt for, er utvivlsomt den fantastiske ”backcountry”. Man må kun forlade området gennem en af de 5 ”gates” (billedet). Herude ligger den ene indbydende ”bowl” efter den anden, så langt øjet rækker. Kun ens fysiske form sætter grænse for hvor mange man kan køre. Men husk at holde øje med klokken… Det er koldt i Wyoming om natten.
Når man skal til Jackson Hole, er det en god ide at indlogere sig i Teton Village, ved skicentret. Selve Jackson Hole ligger 16 km. derfra. Det er et must at tage indtil byen og opleve de gamle gader med træfortorve under udhæng og barer med svingdøre, f.eks. Million Dollar Bar, hvor man føler sig udenfor, hvis ikke man er iført cowboyhat og ditto støvler.
Man kan flyve til Jackson Hole.