Skisæsonen skydes i gang med SNOWCAMP

I næste uge, fra den 12. til den 16. november, drager danske skientusiaster til Sölden i Østrig. Her løber årets Snowcamp af stablen, hvor mere end 500 skiglade danskere skal ned og teste ski og snowboard.
Surf og Ski tilbyder i samarbejde med Nortlander en uge i paradis, hvis man har hang til skiløb og det nyeste udstyr. Det er 11. gang de arrangerer den eftertragtede camp for foden af Tiefenbach-gletsjeren i den østrigske by Sölden. Snowcamp er fem dage med test af ski og snowboard, skiundervisning og skiløb.
Det nyeste af det nyeste
Ideen med campen er, at man får muligheden for at teste nye ski og snowboard fra alle de store ski- og snowboardmærker. Deltagerne har fri mulighed for at teste alle de ski, som de ønsker. Der er mulighed for at prøve kræfter med alle de nyeste ski – hvad enten der er tale om allmountainski, freeride ski, freestyle ski, race ski eller touring ski. Der bliver samtidigt tilbudt rådgivning af Surf og Ski-repræsentanter og repræsentanter fra de vigtigste brands indenfor sneens verden. Det inkluderer bl.a. Salomon, Atomic, K2, Nordica, Armada, Völkl, Faction, Head, Fischer, Rossignol, Burton, Oakley og Redbull.

Foto: Jakob Skov
En gammel tradition
Den første testcamp fandt sted i 1996. I sin tid var det dog blot Surf og Ski personale og leverandører, der kunne deltage og teste den kommende sæsons udstyr, fortæller teknisk arrangør ved campen, Søren Christensen til SKINEWS. Pludselig fik butikkens kunder øjnene op for testcampen i Sölden, og i november 2005 blev den første camp for alle skiinteresserede afviklet. Man har valgt at afvikle campen i Sölden grundet deres snegaranti, og da de giver de bedste muligheder for at afvikle hele arrangementet. Gennem årenes udvikling har Snowcamp tiltrukket flere brands og deltagere, og man kan lige nu bryste sig af at være Danmarks uden sammenligning største testtur.
Snowcamp Business
Når campen er slut den 16. november, åbner man i år op for Snowcamp Business. Det er en testtur med ledergrupper, erhvervsnetværk eller virksomheder som målgruppe. Den bliver afviklet for første gang i år, og er for de, der ønsker at tilbyde deres VIP-kunder noget ekstra. Deltagerne får rig mulighed for at stå på ski, teste nyt udstyr, få undervisning, deltage i workshops og spise gourmet. Danmarks muligvis mest kendte skiløber, Thomas Uhrskov, deltager ligeledes i Snowcamp Business, hvor han vil pryde arrangementet med workshops og et foredrag.