Mullsjö – skiløb kun 3,5 time fra København

Allerede omkring jul åbner svenske Mullsjö deres skipister, og normalt har de åbent helt frem til påske. Turen til Mullsjö er ganske overkommelig fra Danmark og tager kun 3,5 time fra København i bil. Området er meget velegnet til en 2-3 dages skitur, især hvis man er nybegynder eller bare gerne vil varme op før en længere skiferie til en af de større destinationer.
I det sydlige Sverige tæt på byen Jönkoping, kun få timer fra Danmark, ligger skiområdet Mullsjö. Selve skicentret ligger på toppen af Mullsjö-fjeldet 330 meter over havoverfladen, hvorfra man kan nå alle områdets 6 pister, der varierer fra blå nemme til sorte udfordrende pister. Der er altså skiløb til alle, så længe man er afklaret med, at længderne på pisterne ikke er som i alperne. Mullsjö har en liftkapacitet på 3900 pers. pr. time, hvilket betyder at der så godt som aldrig er kø ved lifterne.
Skiløbet er meget varieret, og især med børn er det ret så genialt. Fra toppen er der en lille tallerkenlift, og et begynderområde som faktisk er så varieret, da den ene side er helt flad og den anden har lidt hældning, så både de helt små børn og let-øvede voksne kan få masser ud af det. Når børnene først kan slå et par sving og er i stand til at bremse i plov, så er der en fin lang blå piste ned til bunden af området. Er man mere øvet, er der i den anden ende af skalaen røde og sågar sorte piste, hvor selv den mest øvede skiløber kan få mange sjove skitimer.
De lokale siger, at de svenske fjelde begynder i Mullsjö, og til dels vil vi give dem ret, for i Mullsjö får man den ægte stemning af fjeld og natur, samt et yderst fredeligt skiområde. Området er ikke stort, men det er hyggeligt, og nemt tilgængeligt centeret omkring toppen, hvor restaurant, skiudlejning og skiskole, kombineret med en fantastisk udsigt over søen, danner en god base for et par dage på rigtig svensk skiferie.
Ud over alpinskiløb så er der også mulighed for prøve kræfter med langrend, der er nemlig langrendsspor på 5 og 10 km, hvor man kommer gennem et gammelt moseområde og kan nyde den flotte udsigt over det særlige område.
På trods af at Mullsjö ligger i det sydlige Sverige er snesikkerheden stor. Bare nogle få dage med nattefrost, så kan det moderne snekanonanlæg producere nok sne til, at skiløberne kan blive sluppet løs på pisterne. Pisterne er alle østvendte, så solen driller heller ikke sneen så meget, og de 330 meter over havet samt godt et halvhundrede snekanoner og læ for vestenvinden gør, at Mullsjö nok er et af Sydsveriges mest snesikre anlæg.
Mullsjö har årligt omkring 100 åbningsdage i løbet af vinteren, hvilke da også taler sit tydelige sprog, om et anlæg, der næsten kan reklamere med snegaranti.
En af de helt store fordele ved Mullsjö er, at stedet ikke er lige så overrendt i samme grad som Isaberg eller Vallåsen. Man kan roligt lade de lidt større børn løbe på ski selv, da området ikke er større og pisterne er ret overkommelige.
Læs mere her:
Facebook:
https://www.facebook.com/Mullsj%C3%B6-Alpin-217338591687542/