Hans-Jakob Brandt – “Jeg har mistet lysten til alt med ski”

For et år siden var han dansk OL kandidat, i dag gider han ikke ski længere. Vi har mødt manden som ofte fylder meget, uden selv at ville fylde, et ærligt interview med Hans-Jakob Brandt!

Hans-Jakob Brandt(HJ): Optager vi nu?

Kasper Kiertzner (KK): Ja.

HJ: Så vi starter forfra?

KK: Nej vi forsætter bare med at snakke.

HJ: Så jeg skal ikke starte med at sige, at jeg lige er kommet hjem fra Breckenridge?

KK: Du er lige kommet hjem fra Breckenridge i USA, var der fra start nogen forskel på den her sæson, kontra de mange andre sæsoner du har haft tidligere?

HJ: Forskellen på den her sæson er at det er en olympisk sæson, og der er sindssygt mange der kommer til at stoppe efter den her sæson. Alle giver ligesom det sidste skud nu. Alle dem som jeg normalt plejer at køre med, de har trænere, fysioterapeuter, kokke og hele lortet, som tager af sted sammen som sådan en samlet pakke. Det har virkelig forandret hele den måde jeg normalt har været vant til at stå på ski, sammen med mine venner, og gjort at jeg har mistet lysten til alt med ski!

KK: Inden vi mødtes i dag, sad jeg lige og læste et interview jeg lavede med dig for under et år siden, overskriften lød noget med; ”Hans-Jakob ´Målet er OL’”. Du virkede totalt målrettet, og som om du virkelig godt kunne lide at stå på ski.

HJ: Ja, den er todelt. På den ene side så handler det om at man skal ofre endnu mere når man bor i Danmark, for man skal gøre det hele selv, og det kan jeg mærke det er jeg bare ikke villig og motiveret nok til at gøre. Jeg er ikke motiveret nok til at gå ned og træne hver dag, og jeg er ikke motiveret nok til at have et skod job,  som gør at jeg tjener nok penge til at kunne tage til New Zealand. Man skal ofre virkelig meget af sit normale liv herhjemme, for at stå bedst muligt på ski, og det har jeg ikke været villig nok til, at ofre, og det bunder i min motivation. Det er den ene del af det. Den anden del, er en kombination af hvordan de andre står på ski nu, med landstrænere osv. – det er virkelig blevet en elite idræt. Det var ikke derfor jeg startede, jeg har kørt alpint og jeg ved udemærket godt hvordan det er.

KK: Men er træningskulturen i og omkring freestylemiljøet, nu ved at være det samme som at køre alpint?

HJ: Ja det er det 100 procent. Det er sådan at du nærmest ikke kan blive en af de bedste nu, uden at have fysioterapeuter og trænere.

KK: Og du har ikke de muligheder?

HJ: Jo måske, men ikke uden en meget stærk motivation og vilje, og det har jeg ikke nu. Derfor kunne jeg måske godt forsøge, men jeg har bare aldrig været typen der har prøvet at stille op til noget, for bare at være med. Det er udelukkende OL’s skyld at det er blevet sådan. Efter Dew Tour blev Nick Goepper(vinder af Dew Tour 2013 red.) interviewet, her spørger intervieweren hvad freestyleskiløb kommer til at bringe med sig af positive ting til OL? Goepper svarer at der er et kreativt element i freestyleskiløb, hvor man kan gøre hvad man vil, det bringer freestyleskiløb med sig til OL. Det er fucking ligesom at sige at springgymnastik er en kreativ sport, du kan godt lave flere forskellige tricks eller manøvre, men det handler om at, spinne eller flippe så meget som muligt, hver evig eneste gang, til hver konkurrence – det er det eneste det handler om! Det handler ikke om stil eller livsstil, det handler ikke om noget som helst andet end at spinne mest muligt, og det synes jeg ikke er kreativt!

KK: Men det er vel ikke kun OL’s skyld at sporten er begyndt at bliver mere eliteorienteret, det er vel i lige så høj grad også pengenes skyld, for tendensen, inden for sporten, har jo de seneste år gået i den retning som du beskriver.

HJ: Ja tendensen, men det er blevet værre og værre! Det handler ikke om kreativitet, det handler om at spinne så mange gange rundt, og så lande helt clean, der er bare så ufattelig få der står imod, og i stedet filmer, og ikke lever i den her OL bobbel.

KK: Men du kan jo ikke leve af, at køre rundt og filme stilede tricks og ryge tunge hash joints?

HJ: Nej præcis, men når man spørger folk i miljøet, er der virkelig mange der slider sig selv helt op, og giver det sidste af sig selv op mod OL. Andreas Håtveit er færdig efter den her sæson, det samme med Aleksander Aurdal, Jossi Wells er helt sikkert færdig, ikke efter denne sæson, men efter OL. Jossi kunne ikke stå på ski hele november/december, fordi han er så skadet. Det handler lige nu om bare at spare sin krop, og så skal eksempelvis Jossi, træne hardcore to uger før OL, så skal han køre OL, og så er han færdig. Grunden til folk kører nu, er på grund af det OL! Hallo, for mig er det bare en eller anden konkurrence, det er fuldstændig ligegyldigt. Eller det er ligegyldigt i forhold til ens skiløb, men i forhold til ens næste kontrakt, så er det slet ikke ligegyldigt!

KK: Hvad er så forskellen på nu, hvor du ikke gider mere, til bare for et par år siden? Udover den her professionelle verden du ikke bryder dig om.

HJ: Det er, at der bare ikke rigtig er nogle sider ved skiløbet, jeg kan lide længere. Konkurrenceløbene er blevet mere og mere monotone, og kedelige at kigge på, dommerne dømmer ens, og der er ikke plads til forskellighed.

KK: For mig lyder det også som et forholdsvist ensomt liv, dem du normalt har boet og stået på ski sammen med, er på det norske landshold og rejser nu sammen der, og du skal hele tiden prøve at finde nye mennesker at bo med. Er det et ensomt liv?

HJ: Ja, helt vildt. Jeg har jo aldrig rigtig været en del af det danske skimiljø, grunden til det er fordi jeg har valgt at stå på ski med vennerne, i stedet for folk jeg er på samme niveau med. Mine venner er i Norge, og derfor har det været naturligt at stå på ski sammen med dem. De sidste par år er jeg så også røget stille og roligt ud af det norske miljø, netop fordi der er kommet landshold, og så kan man ikke rejse sammen med dem, som man plejer at rejse sammen med. De drenge jeg normalt har stået på ski med, er også dem som jeg normalt hænger ud med om sommeren, går i byen med, og bare har det godt med. Dem kan jeg ikke længere rejse rundt sammen med på grund af landshold og hele det her elitemiljø. Og så bliver det på en eller anden måde ensomt. Det er jo ikke fordi jeg står på ski alene, men der mangler bare noget af det sammenhold der var engang!

KK: Du har vel også fået en alder, hvor der er andet i livet end kun ski?

HJ: Ja, da jeg var yngre prioriterede jeg ski utrolig højt, men jo ældre jeg er blevet, har jeg jo også fundet ud af, at der er flere facetter af livet end blot ski.

KK: Såsom?

HJ: Jamen som at have en god sommerferie, hygge sig med sine venner, have en kæreste. Når jeg tager på ski i dag, så er jeg nød til at bo og stå på ski sammen med folk, der er væsentlig yngre end mig, og det er cool nok, men det er ikke altid lige fedt. Der er bare forskel på hvad der sker i en 20årige knægts liv, kontra når man er fyldt 27, som mig. 

KK: Jeg kan ikke lade være med nogle gange at tænke, at det er et ret enkelt og simpelt liv du lever, og har levet. Du tager af sted om vinteren, står en masse på ski, rejser rundt i verden, og du er en kendt stjerne indenfor det danske skimiljø. Nu står du så her, og skal til at finde på noget helt andet at lave, kan det ikke være en smule angstprovokerende?

HJ: Jo, det første mål jeg satte da jeg begyndte at stå på ski, var at jeg ville blive verdens bedste til at stå på alpinski. Jeg trænede stærkt mod det, og kørte junior VM. Jeg kom rimelig langt med det, men valgte så at stoppe med det, og begyndte så at stå på twintip. Her var mit første mål, at blive Danmarksmester. Jeg havde lige set Jukebox, som anses for en rimelig legendarisk dansk skifilm, niveauet var okay og da jeg så den, da tænkte jeg, at så god ville jeg også være! To måneder senere blev jeg nummer to til DM, og så blev jeg bare ved med at være i toppen i dansk freestyleskiløb. Derefter begyndte jeg at køre internationale konkurrencer, kom i nogle finaler, blandt andet i European Open. Jeg opnåede bare mine mål utroligt hurtigt, og siden dengang, har det bare stået lidt stille for mig. For at nå det sidste niveau, for at blive blandt de bedste i verden, ja så skal man bare ofre alt, og det har jeg jo ikke været villig til. Nu har jeg andre mål i livet jeg vil opnå, det første mål er at få en hverdag til at fungere herhjemme, og være glad for det. En hverdag hvor jeg studerer og prøver at leve som mange andre unge lever i København, det mit næste store mål – om det er angstprovokerende, det synes jeg sgu ikke.

KK: Et er målsætninger, noget andet er at blive accepteret for de mål som man når, føler du at du er blevet accepteret? 

HJ: Lige meget hvor godt jeg har stået på ski, er jeg for alvor ikke blevet accepteret i Danmark.

KK: Der er jo en masse der kender dig i miljøet?

HJ: Ja men jeg er aldrig blevet anset for at være den bedste i Danmark.

KK: Det kommer vel lidt an på hvem man spørger?

HJ: Nej det tror jeg ikke.

KK: Hvem skulle den anderkendelse komme fra?

HJ: Sponsorerne, importørerne, folk der ligesom har noget med skiløb i Danmark at gøre.

KK: Men kunne man ikke have gjort noget ved det, for at ændre deres opfattelse af dig og dit niveau?

HJ: Jo men jeg er nok bare ikke sådan en som råber højt.

KK: Og når du så endelig gør? For du har jo nogle gange råbt højt.

HJ: Nogle gange har jeg ja, men så har jeg nok gjort det på en uheldig måde. Jeg er bedre til at råbe højt når der er noget jeg er utilfreds med, og det har ikke altid været så gavnligt for mig. Jeg kan godt lide at få anderkendelse, men jeg er ikke typen der tager anderkendelse. Det kan jeg ikke få mig selv til.

KK: Men du har jo stadig nogle sponsorer.

HJ: Lige nu har jeg ingen sponsorer, Burn har jeg ikke rigtig hørt så meget fra, og Oakley og CLWR droppede mig.

KK: Hvorfor?

HJ: På grund af at jeg ikke havde en blog, det var det jeg fik at vide. Internettet florerer med ligegyldige blogs og edits, og jeg gad bare ikke være en af dem! Sæson edits, eller du ved, folk som virkelig har gjort noget ud af det, det er fedt. Men alle de der ligegyldige edits, der udkommer hver anden uge, eller hver uge, de er sgu bare ikke interessante synes jeg, og jeg tror ikke på at jeg kunne lave noget der var interessant, en gang om ugen.

KK: Men kunne du ikke bare gå lidt på kompromis med dig selv, og så udgive noget for sponsorernes skyld?

HJ: Nej, for så sælger man sig selv, så gør jeg noget jeg ikke har lyst til at gøre, og det bliver man nødt til, hvis man vil leve af at stå på ski. Men det er jeg bare ikke villig til, der er jeg sgu for principfast.

KK: Tænker du nogle gange, fedt der opnåede jeg noget, eller tænker tilbage på stunder hvor du tog store skridt i den rigtige retning, for at leve drømmen som professionel freestyler?

HJ: Mit største øjeblik er stadig mit første DM, fordi jeg kom ud af det blå, og blev nummer to. Men også European Open finalen, og det at jeg var den første dansker til at smide en ordentlig double cork. Men jeg synes ikke der er noget af det der er ekstraordinært, for jeg sætter altid så høje mål for mig selv, så der er ikke noget jeg er rigtig stolt over. Jeg havde været stolt hvis jeg havde vundet VM eller X-Games, men så langt kom jeg bare aldrig!

KK: Kunne du så, nu hvor du ser tilbage, have valgt anderledes og taget nogle andre valg i visse situationer, for at du så kunne have nået et mål der måske ikke hed X Games guld, men derhenad?

HJ: Altså om der er noget jeg fortryder?

KK: Ja, eller som du kunne have gjort anderledes?

HJ: Jeg skulle have startet fem år før jeg gjorde! Jeg satte min første backflip i 2001, der satte jeg også min første 7’er på Grønland, dengang kørte jeg alpint, dengang var det altså en 7’er man kunne vinde X-Games med. Havde jeg startet dengang, kunne jeg måske have nået længere, men der var jeg bare fokuseret på det alpine skiløb og jeg skulle blive verdensmester i den sport. Hvis der er en ting jeg fortryder, så er det at jeg skiftede over til freestyle fra alpint, så sent som jeg gjorde. 

KK: Kunne du godt have tænkt dig, at have været en del af det danske skimiljø i langt højere grad end du har været?

HJ: Jeg kunne ønske at nogle af mine bedste venner var danskere og en aktiv del af det danske skimiljø, så ville det være mere naturligt for mig at indgå i det danske miljø, det havde været fedt.

KK: Men det virker også bare som om du har været på kant med det danske miljø i mange år, og hverken miljøet eller dig, har rigtig kunne acceptere hinanden?

HJ: Ja det har du ret i. Det startede med at Nikolaj Vang og Anders Bjørndahl spurgte mig om jeg ville køre for Rossignol, og et par andre mærker, lige da jeg var kommet frem. Det var det første tilbud jeg fik, og det takkede jeg selvfølgelig ja til – det synes jeg jo virkelig var fedt! Jeg var ny i miljøet, og det lød sgu sejt at blive sponsoreret, det er jo alles drøm. Der gik så nogle uger, det her var henover sommerferien, og så rykkede jeg på det sponsorat og spurgte hvad det blev til. Men jeg fik bare aldrig noget svar… Der gik yderligere nogle uger, og så kom jeg i snak med Michael Fugmann, lidt ud af det blå, og han fortalte at han var i gang med at starte Frostgun op. Han kom med et tilbud om jeg havde lyst til at køre for Oakley, Armada og Orage. Det synes jeg bare er federe mærker, men jeg fortalte, at jeg havde snakket med Vang og Bjørndalen om Rossignol, men jeg vidste ikke helt hvad der skete, for de svarede mig ikke. Og så fik jeg bare et helt konkret tilbud på bordet, fra de andre mærker (Oakley, Armada og Orage red.), det tog jeg så, fordi jeg ikke havde hørt noget fra de to. Efter det blev jeg så stemplet, og så var jeg ligesom plantet i Frostgun lejren, og så var der bare nogle der fik ondt i røven over jeg havde sagt ja til det. Jeg blev så også træner på FSA(Freestyle Academy), og så blev det umuligt at vinde DM, virker det i hvert fald på mig som om. Jeg har fået fem andenpladser til DM og jeg har vundet to gange, og jeg vil mene at jeg har fortjent at vinde DM tre gange mere end jeg gjorde.

KK: Og grunden til du kun har vundet to gange, bunder i den konflikt der opstod dengang, og at du blev anset for at være i den ”anden lejr”?

HJ: Nej det vil jeg ikke kun sige at det skyldes det, men et eller andet har der i hvert fald været – det synes jeg er åbenlyst. Og det må du også gerne flette ind, på en eller anden måde, men jeg synes ikke jeg er blevet fair behandlet i det danske skimiljø, det synes jeg ikke!

KK: Men har du så behandlet det danske skimiljø ordentligt?

HJ: Jeg har i hvert fald altid været oprigtig. Det kan godt være jeg ikke giver det bedste førstehåndsindtryk altid, men jeg har ligesom altid været mig selv, og ikke været villig til at gå på kompromis med mig selv, det har så nok også skabt problemer for mig selv.

KK: Det tror jeg du har helt ret i, for eksempel til DM sidste år, der bliver du nummer to, og så vælger du at skrive en, i mine øjne, meget dum og umoden Facebook opdatering, hvorfor ikke bare anderkende at du blev nummer to?

HJ: Jamen jeg gider bare ikke være sådan en der går rundt og brokker mig i smug, så jeg valgte at skrive den Facebook opdatering, fordi jeg var utilfreds. Det der stod, var måske lidt uheldigt, men jeg fortryder det sgu ikke.

KK: Har du nogensinde taget fat i dem som arrangerer DM face to face, og konfronteret dem med din utilfredshed?

HJ: Jeg har jo snakket med dommerne, og det er jo ikke arrangørerne der er dommerne. Tit og ofte har der bare været utrolig svage argumenter. Rafael Regazzoni som er international top dommer, synes eksempelvis også, at mit run var klart det bedste til DM, og så synes jeg bare sagen er lukket. Jeg synes det er beklageligt på DM’s vegne, at de ansætter Rasmus DJs tidligere træner som dommer til DM. Jeg er helt sikker på at dommeren var så objektiv, som han overhovedet kunne være, men det er bare sådan en unødvendig ting at sætte spørgsmålstegn ved, at arrangørerne ikke kunne se, at det kunne blive problematisk, det synes jeg er uprofessionelt.

KK: Men altså er det ikke også bare fordi det er i Danmark, og vi er bare ikke så professionelle og har de samme økonomiske midler, som en stor international konkurrence?

HJ: Nej, for hvis man laver nogle fejl, så må man gerne indrømme dem, i stedet for bare at prøve og feje det væk under bordet.

KK: Du virker bitter?

HJ: Jeg kan godt mærke, at jeg er lidt bitter, nu hvor jeg ligger min karriere bag mig og stopper. Førhen har jeg ofte været ligeglad, men nu kan jeg mærke, at det er sgu bare ikke i orden, den måde jeg er blevet behandlet på. Det kommer bag på mig, at jeg har det sådan, og at jeg ikke bare kan sige ”fuck det”.

KK: Er det fordi det er din person du føler der bliver ramt?

HJ: Ja, det er mig der er blevet frarøvet nogle ting, noget glæde, og nogle gode oplevelser. Dem som arrangerer DM, har 100 procent alt for meget at sige i den danske skiverden. Dem som laver flest ligegyldige videoblogs og som sender flest mails til deres sponsorer, det er dem som bliver bedst behandlet, og det spil har jeg ikke haft lyst til at spille. For at du skal være sponsoreret skiløber i Danmark, så skal du slikke røv på de rigtige mennesker, og det har jeg ikke gidet, men det er der mange andre der har, og det får de helt sikkert også noget mere ud af!

KK: Skal vi drikke kaffen færdig, og slukke nu? HJ: Ja lad os det!