fbpx

Vælg side

Freestyle DM er for alle

Freestyle DM er for alle
Thorsten Iversen

Selvom det hedder Danmarksmesterskaberne i Freestyleski og -snowboard, så behøver du hverken kunne smide om dig med akrobatiske rotationer på hop, eller tekniske tricks på rails for at kunne være med – DM er nemlig for alle.

Det norske skisportsområde Geilo danner i denne uge rammen for DM i Freestyleski & -snowboard 2017. Alle deltagerne er ankommet og har allerede nydt 3 dages solbeskinnet skiløb i Geilos to parker Tiril og Kikut. Da de tre konkurrencedage med henholdsvis Halfpipe, Big Air og Slopestyle først ligger senere på ugen, er der god tid til at øve nye tricks inden det for alvor går løs.

Nogle af dem som virkelig får lært nye tricks er de rekord mange juniorer der er med på dette års DM tur. Boomet af juniorer skyldes især, at både Hareskoven Skiklub og Københavns Skiklub er mødt talstærkt op. De suppleres af elever fra nogle af de danske efterskoler med skilinjer.

Johan Oure
Johan Fra Oure Efterskole øver sig i at lave 360’er.     Foto: Thorsten Iversen

Lasse Svendsen fra det nyanlagte Freestyle Kraftcenter under Danmarks Skiforbund har arbejdet på også at få ungdommen til at deltage i DM, og han synes planen er lykkedes:

”Det er sindssyg fedt, at vi har fået så mange juniorer med i år. Nogle af dem er vildt dygtige og kommer til at vinde DM en dag. Andre er ikke så dygtige endnu, men synes bare det er fedt at være med – og alle ser ud til at hygge sig med hinanden.”

De mange juniorer som er taget med skiklubberne under Freestyle Kraftcenteret (bl.a. Hareskoven Skiklub og Københavns Skiklub) får i hele DM-ugen daglig træning af henholdsvis Thomas Trads og Tammes Mosen på ski, og Sam Hulbert på snowboard.

Thomas Trads er tredobbelt danmarksmester og tager sig af det øvede hold på ski. Tammes Mosen har med sine mange år i det danske freestylemiljø et godt kendskab til træning og udvikling, og han tager sig derfor af det mindre øvede hold. Alle snowboarderne trænes af X-Games dommer og tidligere pro Sam Hulbert, som udover at træne også er en del af Freestyle Kraftcenteret.

Lasse Svendsen
Lasse Svendsen er bestyrelsesformand for Freestyle Kraftcenteret.

Denne nye DM struktur med træning i løbet af ugen for de som vil, og det faktum, at destinationen er blevet rykket til et bredere favnende skisportsområde som Geilo, giver Lasse Svendsen forhåbninger om et endnu større DM i fremtiden:

”Forhåbentligt kommer der endnu flere deltagere år for år – og ikke kun flere børn, men også voksne som bare synes det er fedt at køre freestyle. Alle er velkomne!” Slutter Lasse Svenden.

Se vores video edit fra de første dage til DM, hvor vi har fulgt Lasse Svendsen, og trænerne i færd med deres undervisning:

{Vimeo}211453768{/Vimeo}

Om forfatteren

Skiområde guides

Outdoorliv.dk på Facebook

Seneste videoer

Indlæser...