Freeride DM 2016: Martin Schøber

I næste uge er der Freeride DM 2016 i franske Tignes. Vi har i den forbindelse snakket med nogle af Danmarks største freeride-profiler for at blive klogere på dem samt Danmarks hyggeligste skievent.
Martin Schøber
Danmarksmester i freeride 2013
Hvordan har du forberedt dig til Freeride DM 16?
Som altid har jeg tilbragt hele sæsonen i St. Anton am Arlberg sammen med et hårdt crew af pudderhunde. Så primært har jeg egentlig “bare” stået en masse på ski, rigtigt meget ski. Og så har vi udforsket området og kørt stejlere linier end nogensinde før. Klipper og hardpack har jeg til gengæld ikke kørt meget af. Så jeg håber på pudder
Hvem skal man særligt holde øje med i år på herre- og damesiden?
Hos herrerne skal du holde øje med alle drengene fra lejligheden; Christian-Emil, Tobias Peters og Tore Amby. Der bliver kørt stærkt når holdet er på tur, så jeg glæder mig til at se, hvordan det går ned til årets største konkurrence. Og det bør alle andre også glæde sig til.
På damesiden skal du, ganske oplagt, holde øje med sidste års danmarksmester Malene Madsen, som jeg har haft fornøjelsen af at køre en del med. Når først hun lukker op for gashåndtaget går det stærkt. Fru Lützau har også fået stået mere på ski end nogensinde før. Det bliver generelt spændende at følge damerne.
Hvorfor skal man komme til Freeride DM i Tignes i påsken?
Du skal komme til Freeride DM, fordi det er årets sjoveste uge på ski. Om du konkurrerer eller ej, så er der en fantastisk stemning og virkeligt mange gode og sjove skiløbere på plads. Men er du i Tignes, kan jeg klart anbefale at være en del af konkurrencen, hvor der altid er et godt sammenhold og stemning. Det er en uge som står lige så meget i hyggens-, som i konkurrencens tegn.
Læs også: FREERIDE DM 2016: JOSEFINE LÜTZAU
Læs også: OPTAKT: FREERIDE DM 2016
(Foto: Tore Amby)
(Foto: Niels Jakob Børre)