Freeride DM 2016: Alexander Hundegger

I næste uge er der Freeride DM 2016 i franske Tignes. Vi har i den forbindelse snakket med nogle af Danmarks største freeride-profiler for at blive klogere på dem samt Danmarks hyggeligste skievent.
Alexander Hundegger
Danmarksmester i freeride 2015
Hvordan har du forberedt dig til Freeride DM 16?
Min forberedelse til DM 16 har desværre ikke været helt, hvad jeg havde håbet. Med optagelse på drømmestudie og dertilhørende flytning til Midtjylland har desværre sat en klods i mit ski-hjul. Jeg har kun nået at få 10 dage på ski denne sæson, inden det går løs i Tignes. Med dét sagt har jeg brugt al min fritid herhjemme på at sørge for, at fysikken spiller og at jeg er klar til at give den fuld gas til konkurrencen. Jeg har fokuseret al min energi på at tage så tunge squats som muligt, så jeg bliver på benene, når der skal droppes klipper til i påsken. Jeg håber på, at det kan kompensere lidt for manglen af dage med ski på fødderne.
Hvem skal man særligt holde øje med i år på herre- og damesiden?
Feltet på herresiden er igen i år super spændende. Det er altid en god ide at holde øje med dem vi kender fra tidligere år, herunder Martin Schøber og Jeff Kjær-Vest. Men man må under ingen omstændigheder glemmer sidste års anden plads Christian-Emil. Så vidt jeg ved, har han brugt rigtig meget energi på at være helt klar til Freeride DM, og jeg er ikke i tvivl om, at han kommer til at gå motiveret efter toppen af podiet i år.
På damesiden kan man ikke undgå hverken Malene Madsen eller Josefine Lützau. To rigtigt dygtige riders, der på alle måder er klar til et brag af en konkurrence. Og jeg er ikke i tvivl om at de begge sigter efter toppen.
Alt i alt er jeg sikker på, at det bliver rigtigt spændende – både på dame- og herresiden. Der bliver uden tvivl kamp til stregen på begge sider.
Hvorfor skal man komme til Freeride DM i Tignes i påsken?
Man skal komme til Tignes og til Freeride DM i påsken, fordi det først og fremmest er hele Danmarks freeride-elite, der samles på ét sted og har et brag af en fest på bjerget. Der bliver stået på ski dagen lang og niveauet er tårn højt. Ski er og bliver omdrejningspunktet for ugen. Om eftermiddagen bliver der drukket lidt restitutions-rosé, så man er klar til næste dag – det skal man heller ikke gå glip af! Og så skal man selvfølgelig komme derned for at nyde det gode vejr og få nogle gode historier, man kan fortælle, når man kommer hjem igen.
Læs også: FREERIDE DM 2016: MALENE MADSEN
Læs også: OPTAKT: FREERIDE DM 2016