DM i Ski & Snowboard skifter destination


Når de Danske Mesterskaber (DM) i Freestyle Ski & Snowboard skal afholdes fra den 1. – 9. april næste år bliver det ikke på Ringkollen som ellers har været vært de seneste to år. Destinationen bliver i stedet norske Geilo, som lover at stille an med en knivskarp park.
For to år siden blev DM i Freestyle Ski og DM i Freestyle Snowboard igen slået sammen, efter at have været separeret i en håndfuld år. Ophavsmanden bag projektet var Christoffer Hove som dengang netop havde investeret i det norske skisportsområde Ringkollen.
Netop Ringkollen blev destination for det nye samlede DM. Både DM i 2015 og 2016 blev afholdt på Ringkollen, men nu er det tid til at DM skal have mere albuerum.
Vi har snakket med Christoffer Hove, som er ophavsmanden bag DM flytningen til Geilo.
Han er stadig en del af holdet bag DM, også selvom at DM ikke vil være at finde på Ringkollen i år.
Hej Christoffer. Først og fremmest det oplagte spørgsmål: Hvorfor er DM blevet flyttet til Geilo?
Hej Skiers. Der er flere grunde til at vi har valgt at flytte DM i år. For det første så har jeg nogle personlige grunde. De to år vi har været på Ringkollen har jeg jo haft lidt en dobbeltrolle som både arrangør og ejer af Ringkollen, og det at skulle styre liften og sørge for at parken spiller max hver dag, betød at jeg ikke kunne give mig 100% til DM arrangementet, hvilket jeg egentlig gerne vil.
For det andet så må jeg jo også bare indrømme, at Ringkollen kun er et lille skianlæg og vi kan ikke tilbyde lige så meget som en stor destination som Geilo. Det gælder både økonomisk og særligt i forhold til boligforhold. På grund af disse ting valgte vi efter sidste år at lede efter en ny destination til DM.
Valget er nu faldet på Geilo, fordi de efter min mening har en af Norges fedeste parker, og det er helt klart mit hovedkriterium for at vælge destination. Desuden får vi nu mulighed for at bo i hytter lige ved liften i et stort skisportsområde. Så er der også noget for dem, der ikke bare vil køre park, og vi kan lave en fællesrejse som bliver væsentlig billigere end de sidste par år. Jeg er derfor super glad vores nye samarbejde med Geilo, og glæder mig til at være 100% med på DM igen.
Andreas Secher flyvende over Ringkollen til DM i 2016. (Foto: Dennis Just Thaarup)
Betyder flytningen af DM også at der er nye arrangører bag?
Ja, desværre har PlaygroundSnow valgt at trække sig som arrangør af DM, så jeg er lige nu ved at sammensætte et nyt team. Indtil videre bliver det meget ligesom tidligere da jeg arrangerede et separat DM i snowboard. Det vil sige, at vores grundkerne i arrangørgruppen er Ruben Harbo, Ane Carlsen og jeg selv. Til gengæld får vi så i år også hjælp fra Skiforbundets nye Freestyle Kraftcenter, som støtter os og skal hjælpe med at nå ud til flere skiklubber og prøve at få flere unge deltagere med.
DM ugen bliver i år uge 14, men påskeferien er først i uge 15. Hvordan kan det være I ikke vælger at afholde det i påskeferien?
Påskeugen ville helt klart være at foretrække, men i Norge er alle nordmænd på fjeldet i påsken, og derfor er der ingen skisportsområder som vil lade os få parken for os selv i påsken. Ved at lægge DM i uge 14 kommer vi til at ligge i ugen efter at der har været Norske Mesterskaber i Freestyle Ski i Geilo, og vi får derfor en garanti for super gode parkforhold, fordi vi kommer til at benytte samme slopestyle- og boardercrossbaner som bruges ved de Norske Mesterskaber.
Christoffer Hove i sneen.
Hvad er jeres forventninger til DM 2017 i Geilo? Og tilbyder igen i år både en ugepakke og weekendpakke?
Vi håber selvfølgelig at 2017 bliver det største DM nogensinde. Med en populær destination som Geilo og en billig fællesrejse, så tror jeg bestemt der er grundlag for et stort DM. Desuden skal det nye Freestyle Kraftcenter under Danmarks Skiforbund hjælpe med at få flere skiklubber engageret til at arrangere egne klubture til DM, og allerede nu ser det ud til at både Skiklubben Hareskov, Københavns Skiklub og Århus Skiklub vil lave klubture til DM.
Vi som arrangører bag DM kommer ikke til at tilbyde nogen weekendtur med bus i år (kun ugeturen), men de førnævnte skiklubber kommer til at tilbyde kør-selv weekendture, så hvis man kun vil af sted i weekenden, så skal man bare kontakte sin lokale skiklub.
Tusind tak for de fyldestgørende svar Christoffer. Vi glæder os til DM 2017!
Læs mere om DM og bestil din tur på: http://www.dmskisnowboard.dk