DM i Freestyle er lige om hjørnet


I den kommende weekend starter DM-ugen for Freestyleski & -snowboard i norske Geilo. Over 90 sneglade danskere har meldt deres ankomst og arrangørerne glæder sig.
Selvom vejret i Danmark skriger af forår betyder det på ingen måde at skisæsonen er slut.
I sidste uge blev Freeride DM afviklet i østrigske Fieberbrunn, og i næste uge er der igen DM på programmet. Dog hedder disciplinen denne gang freestyle, og konkurrencerne foregår under nordligere himmelstrøg.
DM i Freestyleski & snowboard har de seneste to år været i det danskejede norske skisportsområde Ringkollen. I år er destination ny, når det i stedet er Tiril- og Kikutparken i Geilo, som skal lægge baner til Danmarks bedste freestyle skiers og snowboarders. Læs mere om valget bag flytningen i vores tidligere artikel her: http://skiers.dk/nyheder/28-nyheder/603-dm-i-ski-snowboard-skifter-destination
Mikkel V. Jørgensen og Isabella Tvede-Jensen tager sig en velfortjent pause under DM 2016.
Hovedarrangør bag dette års DM er Christoffer Hove, og han får blandt andre hjælp af det nyligt åbnede Freestyle Kraftcenter under Danmarks Skiforbund. Christoffer Hove udtaler til Skiers.dk, at ”hele holdet bag DM glæder sig meget, og at de, og crew’et i Geilo, der skal stå for at skabe de optimale forhold, er top-tunet og klar!”
Ændringen af destination i år kommer også til at betyde ændringer på konkurrenceprogrammet. Dette skyldes, at der i Geilo desværre ikke har været mulighed for at få bygget en konkurrencedygtig ski- og boardercross bane. Det betyder, at både ski- og boardercross udgår fra programmet, og der vil derfor ikke vil blive afviklet DM i denne disciplin i år.
Til gengæld har arrangørerne fået Half-Pipe tilbage på programmet. Man skal nogle år tilbage for at finde det seneste DM i Half-Pipe, og det glæder arrangørerne meget, at der igen skal findes en Danmarksmester i ”pipen”.
Slopestylebanen og Big Air-hoppet er de samme som de bruger til NM (de norske mesterskaber), så forholdene bør være i international klasse.
Ski- & Boardercross er desværre ikke at finde på dette års DM program.
I løbet af den kommende uge vil vi her på Skiers.dk udgive optaksartikler med nogle af de største profiler i dansk freestyleski- og snowboard. Vi er selvfølgelig også til stede under hele DM-ugen i Geilo – så følg med!
Det foreløbige program for DM-ugen ser ud således (ændringer kan forekomme):
Lørdag: Afrejse fra Danmark
Søndag: Ankomst til Geilo
Tirsdag: DM i Halfpipe for ski & snowboard (afholdes i Kikutparken)
Fredag: DM i Big Air for ski & snowboard (afholdes i Tirilparken)
Lørdag: DM i Slopestyle for ski & snowboard (afholdes i Tirilparken)
Søndag: Hjemrejse til Danmark
——————————————————
I vidoen herunder kan du få et grafisk overblik over Tirilparken i Geilo:
{Vimeo}145639747{/Vimeo}