Djævlens; Les Diablerets!
Et par timer i tog fra Geneve lufthavn, gennem et smukt schweizisk landskab, ligger byen Aigel. Her ligger en lille idyllisk bjergbane, der kører af en snørklet jernbane de sidste 50 min. op af bjerget til byen Les Diablerets.
Det første der springer i øjnene, da vi hopper ud af toget, er en lille fløjtespillende djævel, der hænger over alt i den elegante schweiziske alpeby og den enorme gletscher, der knejser i baggrunden. Efter en kort snak med et par indfødte viser det sig, at området er ret så sagnomspundet. Den lille fløjtespiller siges at være afkom af en smuk elverkvinde, der forelskede sig i og giftede sig med djævlen. Før i tiden var bjerget, Diablerets (3209 m) frodige blomstermarker, men en af de lokale bønder gjorde noget meget ondt, og det hele blev forvandlet til en ørken af is og sne. Hvilket vi på Pist n´ Powder gerne vil takke bonden for, da dette har resulteret i det, der i dag hedder Glacier 3000. Gletscheren er både en del af Diablerets og Gstaad og muliggør skiløb hele året rundt og er endnu et godt bevis på den schweiziske snesikkerhed.
Turismen i Les Diablerets er grundlagt i 1856, hvor Hotel des Diablerets åbnede. Byen er holdt i den gamle stil, og den er indbegrebet af en schweizisk skisportsby med de karakteristiske alpehytter, masser af charme og historie.
Selve skiområdet består af det nordvendte skiområde Meilleret (1949 m), hvor der ned gennem skoven er pister i alle tænkelige farver. Er man til dagsture, kan man nå byen Villars på ski, hvor liftkortet selvfølgelig også gælder. På den anden side af byen ligger Isenau, der lyder som et eller andet fra Ringenes Herre. Her ligger områdets vinter funpark (om sommeren er den på gletscheren), der er et par træklifte og blå og røde pister. Alt i alt har området 215 km pister, hvor der er noget for en hver smag og så garanterer Glacier 3000, at der altid er sne. Her til skal siges, at alle børn under 9 år får gratis liftkort til området.
Da vi, efter en masse røverhistorier, endelig tjekker ind i vores lejlighed, imponerer Schweiz endnu engang. Lejligheden er fire gange større end den franske lejlighed vi kom fra, sengen er redt op med dyner med linned, og der ligger et bjerg af rene håndklæder plus smagsprøver på den lokale chokolade.
Efter en god nattesøvn hooker vi op med den lokale freeride djævel Sven, der de sidste syv år har kørt professionelt for Dynastar freerideteam. Han bruger to dage på at vise os alle de hemmelige spots. Første dag hikede vi 30 min. fra toppen af Isenau. hvor vi fandt en bjergside med kun få spor, enorme klippevægge i baggrunden og en smuk frossen sø forneden. Efter nogle super gode sving ned over bjergsiden, gik turen ned til gletscherliften, hvor vi kunne tage en bus retur til Diablerets. Sven fortæller, ligesom alle andre lokale, om legenderne, og om hvordan man mener at uvejr og stenskred, er når djævlene bowler på gletscheren, men slutter af med ” I am friends with the devils”. Dagen efter sker det endelig, det slår over i snevejr, og vi kører det mest utrolige skovskiløb. Lange couloirs og stejle hang med masser og masser af sne. Ja, det eneste Sven snød os for er et besøg ved djævlene og en tur på 1800 højdemeter fra toppen af gletscheren og ned til byen. På denne tur har han, efter sigende, sammen med en ven monteret crampons, så man kan rapelle ned over en stejl klippevæg og forsætte på ski.
Den tredje dag i Diablerets slog vi et smut ned forbi bureauet, hvor man booker lejligheder, og hvor vi mødte den danskfødte Bente, der for 22 år siden tog en skisæson og er blevet hængende siden. Hun fortæller os vidt og bredt om området og om de utallige muligheder, der er for en god ferie. Bente beretter om klimaet omkring gletscheren, og at det hører til sjælenhederne med rigtigt dårligt vejr. Når de første 20 cm er faldet i Diablerets, så er Meilleret skibart resten af vintersæsonen. Dertil kommer selvfølgelig Glacier 3000, hvor ejeren de kommende år bl.a. udbygger med et enormt kunstneranlæg.
Som udsendt for Skiers.dk så slutter arbejdsdagen ikke efter en god skidag. Nej vi måtte også sætte tid af til at smage de lokale specialiteter. To aftner tog vi med vores freerideguide Sven og turistchefen ud for at smage på varerne. Her blev vi præsenteret for de hyggeligste små bjælkehytter med god betjening og lækker mad. Vi kan klart anbefale Käsefondue, der kommer i en hav af smagsvarianter, og så faldt vi for den lokale Rösti mit spiegeleier. Endnu engang giver vi Les Diableres thoms up.
Prisniveauet er højere end det, vi er vant til hjemme i Netto, men det er på ingen måde dyrere end de franske alpebyer. Man betaler mere for bolig, men vores 2-4 personers lejlighed i Diablerets var fire gange større end en 4 pers. i Frankrig. Selve byen har ikke så mange andre fysiske aktiviteter at byde på end ski. Så regner man med fitness, svømmeture og tennis efter en lang skidag så er det ikke stedet. De lokale restauranter er i verdensklasse, den Schweiziske komfort er i top, og når selveste Mercedes lejer vejen på bjerget og bruger den til at teste deres nye bilmodeller og videreudvikle kørersikkerheden, så må det være en form for kvalitetsstempel.
Er man til store biler, alpehygge og stille og roligt skiløb krydret med fed offpiste, så er Diablerets stedet.
