Danske riders skal kæmpe om vejen til OL – Optakt til World Cup i Stubai

Fotocredit: Pally Learmond
Vinteren er på vej og de olympiske lege i Pyeongchang er lige om hjørnet. FIS Freeski World Cup på Stubai Gletscheren er en af de sidste chancer for at kvalificere sig til OL, og Skiers-redaktionen er på vej til Østrig for at følge de danske atleter.
Den 24.-26 november er der FIS Freeski World Cup i dejlige Tirol i Østrig, og de danske drenge Thomas Trads og Rasmus Dalberg-Jørgensen stiller begge til start på Stubai gletscheren. I alt 136 atleter fra hele verden skal dyste i disciplinen “slopestyle” om en plads øverst på podiet og om at kvalificere sig til Vinter-OL i Sydkorea i 2018. Skiers.dk vil være på pletten under hele konkurrencen for at følge vores landsmænd på vejen mod OL.
World Cuppen i Stubai er en af de sidste chancer for at kvalificere sig til OL, hvor der derefter kun er tre events tilbage (Font Romeu (AND), Aspen Snowmass (USA) og Mammoth (USA)) til at sikre sig en god nok placering. Det er kun top 30 af de mandlige atleter og top 24 af de kvindelige atleter, der får lov til at komme til OL.
Indtil videre er der blevet kørt ét kvalifikations-event til OL i denne sæson, som foregik i Cardrona i New Zealand i august. Under world cuppen i New Zealand placerede Thomas Trads sig som nr. 40 og Rasmus DJ som nr. 68. For at kvalificere sig til OL skal de to atleter kunne køre sig til en top 30 placering og mindst have 50 FIS points under bæltet i slut januar når kvalifikationsrunderne er slut. Vi krydser fingre for, at de kan komme endnu tættere på målet i næste uge i Stubai!
Rasmus DJ (venstre) og Thomas Trads (højre) er klar til World Cup i næste uge.
Sammen med de danske gutter kommer navne som Henrik Harlaut, James Woods og Øystein Bråten til at stå på plakaten under næste uges world cup. På kvindesiden er det også verdenseliten med riders som Coline Ballet-Baz, Emma Dahlström og Johanne Killi vi kan glæde os til at se. Det er altså det helt tunge hold, som Thomas og Rasmus skal ud og danse med om pladserne til OL og en samlet præmiesum på hele 50.000 schweizerfranc.
Mange af de riders der skal deltage under Freeski World Cup Stubai er allerede nu i Tirol for at træne løs under den sagnomspundne, Stubai Prime Parks Sessions. En kæmpe træningscamp for de bedste pros i verden, hvor parken er skaleret op til XXL størrelse og shapet til perfektion. Snowpark DC Stubai Zoo, som snowparken hedder, er en af de første der hver sæson står klar. Efter d. 10. december er parken også åben for pøblen.
Snowpark DC Stubai Zoo er en af de fedeste parker i Europa, og i kan glæde jer til en omfattende anmeldelse af den i start december her på siden.
Sådan her ser parken ud under Prime Park Sessions:
Fotocredit: Christoph Thorensen
Fotocredit: Pally Learmond
Se her, hvordan slopestyle coursen kommer til at se ud under world cuppen i næste uge:
{youtube}cTg4YF9R2to{/youtube}
PROGRAM FOR FIS FREESKI WORLD CUP STUBAI 2017:
Tors, Nov 23 Træning
Fre, Nov 24 Kvindernes Kvalifikation
Lør, Nov 25 Mændenes Kvalifikation
Søn, Nov 26 Finaler Mænd og Kvinder
Hvis du vil vide hvordan det går vores to danske atleter, så følg med på her på Skiers.dk de kommende uger, hvor vi vil tage dig med fra første række.