Bliv stoked på Freestyle DM med Andreas Mørch Secher

Som så mange andre har vi fulgt Andreas Mørch Sechers rivende udvikling på skiene i løbet af vinteren.
Vi hev fat i ham for, at høre om han er lige så stoked på næste uges Freestyle DM som vi er, hans forventninger til sig selv og hans livs bedste sæson.
Skiers.dk: – Hey Andreas, lige hjemvendt fra din 2. sæson i Mammoth. Hvordan er formen op til DM? Er du stoked på næste uges konkurrencer? Og hvilke stiller du op i?
Andreas: – Jeg er super spændt på, at skulle til DM og shredde med de andre! Formen er nok det bedste den nogensinde har været, alle de tricks jeg skal lave har siddet i skabet det sidste stykke tid og jeg har ikke nogen seriøse skader, så jeg er klar! Jeg stiller selvfølgelig op i Slopestyle og BigAir og så Skiercross bare for.. ja bare fordi det er der.
Skiers.dk: – Kan du fortælle kort om årets sæson og hvad den har budt på af opture? Hvordan er livet som bums i Mammoth?
Andreas: – Jamen årets sæson har været nok min bedste indtil videre. Jeg ankom til Mammoth den 8. december, og dagen efter ankom Rasmus (DJ). vi havde 2 gode måneder indtil Rasmus faldt i World Cuppen i mammoth, og slog begge hæle. Efter det var det lidt en solo mission at få trænet og få prøvet nye tricks af, men jeg synes efterhånden jeg er blevet meget god til at holde mig selv i ørerne og træne det der er nødvendigt og ikke bare det der er sjovt. Den største optur i år må være at tage hul på doubles, det var faktisk ikke så slemt, eller skræmmende. Godt nok tog jeg et ordentligt styrt på mit første forsøg på double backflip, men det er jo en del af gamet. Livet i Mammoth er absolut det fedeste, kan klart anbefales til alle der dyrker freestyle, da hverdagen er så nem, forholdsvis billig, og så er leveforholdene for en bums rent luksus i forhold til i europa.
Skiers.dk: – Du er rookie til DM i Freestyle. Hvordan er dine forventninger til dig selv og dit første DM? Og eventet som helhed?
Andreas: – Altså siden det er mit første DM på ski, så prøver jeg at sænke forventningerne til mig selv. Men jeg er nok et af de største konkurrencemennesker man møder, så jeg har stadig sat mig på at top 3 er målet. Jeg ved at jeg har potentiale til at komme op og køre om guldet, der skal bare mere træning til det. Jeg forventer rimelig meget af eventet, måske lidt for meget. Jeg er vant til at køre i en af verdens bedste parks, men hvem ved hvad de disker op med oppe i Ringkollen.
Skiers.dk: – Du har teaset lidt på facebook med at du øver på doubles. Kan du løfte sløret for om vi kommer til at se dem i næste uge?
Andreas: – Det kan sagtens være at der bliver lukket op for dem. Det kommer an på hoppenes størrelse. Det er helt sikkert et mål at sætte en double til BigAir, og jeg håber virkelig det kan lade sig gøre. Det ville være ærgeligt hvis banen skal være det der sætter en begrænsning for atleterne.
Skiers.dk: – Du er gammel springer på trampolinlandsholdet. Har skiløb overtaget den sportslige karriere? Og hvordan kan du overføre det i din træningen på ski?
Andreas: – Skiløbet har 100% af mit fokus nu. Jeg bruger rigtig meget fra min trampolinkarriere i mit skiløb. Både i den måde jeg prøver tricks af på, og den måde jeg tilrettelægger min træning mentalt. Jeg har ret nemt ved at lære nye tricks fordi jeg har en god aerial awareness, så jeg ved altid hvor jeg er i luften. Det gør det ret nemt at lære nye tricks i første forsøg.
Skiers.dk: – Til sidst får du bare et kæmpe held og lykke her fra Skiers.dk. Nogen shoutouts?
Andreas: – Tak skal i have! Ja, kæmpe tak til Jiblab.dk for at sende noget gear til sæsonen, og så ellers bare alle der følger mig på diverse medier, i er for fede!
Vi er rigtig spændte på at følge Andreas’ karriere i fremtiden og ikke mindst til næste uges DM. Vi glæder os ligeledes til at forkæle jer med kontent fra hele næste uges konkurrencer, lige her på Skiers.dk.
Hvis du vil se mere til Andreas på de social medier er han at finde lige her https://www.facebook.com/AndreasSecherFS/?fref=ts
Her kan du se Andreas’ ’15 season edit fra hans sidste sæson i Mammoth:
{vimeo}130033433{/vimeo}