This Mountain Life: 6 historier fra livet i bjergene – Anmeldelse

Photo credit: Martina Halik
Du kender den også. Den opløftende følelse af at være i bjergene. Det ved jeg du gør. Uanset om det er med eller uden ski på, med eller uden sne på toppene. Der er noget magisk ved bjerge. I ‘This Mountain Life’ kommer vi tæt på 6 forskellige liv i bjergene – og på nogle mennesker som ikke kan leve uden.
Skiers’ rating:
I ‘This Mountain Life’ møder vi 6 forskellige historier – 6 forskellige liv. Fællesnævneren er at de alle leves i bjergene. De mennesker, som vi møder, drages af bjergene. Det er dét deres tilværelse drejer sig om og det de defineres af. De drages af livet i bjergene. Og de kan ikke leve uden.
I filmen møder du først sne-artisten, som skaber de fineste mønstre og designs i sneen. I timevis går han rundt i sneen med snesko på og ‘tegner’ linjer og mønstre. Det mindste skridt i den forkerte retning ødelægger helheden i motivet. Tæt på er der intet at se, men når du ser værket langt oppefra, fremkommer de fineste kreationer i det hvide snelandskab.
Du introduceres også for en klippeklatrer, et nonnekloster med skiløbende nonner, der nyder freden og stilheden i bjergene, og kunstneren Bernhard og hans kone. Du møder Todd og hans to venner på offpiste-tur. Todd bliver fanget i en lavine og begraves mange meter nede. Her ser vi hvor galt det kan gå – og hvor vigtigt det er at have styr på sikkerheden når du bevæger dig ud i offpisten.
Vigtigst af alt møder du Tania og Martina – mor og datter, som begiver sig ud på en skitouring på 2300 km i Canadas bjerge. Tania og Martinas rejse er hovedhistorien i This Mountain Life. Vi følger dem fra deres afrejse fra Squamish, tæt ved Vancouver og hele vejen til de krydser den Canadiske grænse og slutter rejsen i Alaska. 2.300 kilometer skitouring under ekstreme vejrforhold, opstigning og nedstigning og måneder uden for omverdenens rækkevidde. Det er Martina, der har sat gang i eventyret. Hun har sat sig et mål – og hun vil have sin 60-årige mor med på den ekstreme rejse. Og mor Tania tager udfordringen.
Photo credit: Billede lånt hos thismountainlifemedia.ca
Ruten fra Squamish, British Colombia i Canada til Alaska, USA
Da mor og datter begiver sig afsted har de et håb om, at de kan gennemføre rejsen på 6 måneder. Spørgsmålet er om det lykkes – og om de overhovedet er i stand til at nå målet. Undervejs i filmen bliver man en smule i tvivl. Først og fremmest fordi de udfordres af meget ekstreme vejrhold. -15 grader i længere perioder. De har været så uheldige at ramme ind i en af de hårdeste vintre i Canada i mange mange år. På trods af de giver de ikke op. Humøret og hovedet holdes højt. Man er ikke i tvivl om den stålsathed, begge kvinder besidder. Først da Tania og Martina misser et af deres ‘food drops’ bliver de rigtigt udfordrede. En gang om ugen flyver en helikopter ud til dem og dropper en kasse med mad – men en enkelt gang misser de leveringen, og selvom de søger og søger i timevis, må de til sidst opgive håbet om at finde kassen i de uendelige hvide omgivelser. Tanken om en hel uge uden man i de kolde bjerge er svære for dem begge at håndtere.
Det lykkes. Tania og Martina når deres mål. De slutter rejsen i en lille flække i Alaska. De vælter bogstaveligt talt ud af bjergene til en regnvåd og forladt by langt væk fra alting. Ingen stor velkomstkomité. Men det er glade – og lettede.
Sideløbende med historien om turen i de canadiske bjerge får vi også en indblik i Tanias fortid og hendes flugt fra Tjekkiet til Canada. Fortællingen giver en stærkere forståelse for Tanias viljestyrke og stålsathed. Hun kan klare hvad som helst på trods af sine 60 år. Derfor forstår man også endnu bedre kærligheden til bjergene og til den frihed, som de giver – særligt til nogen, hvor frihed ikke altid har været en selvfølgelighed.
Det er en fantastisk fortælling med de vildeste droneskud over Canadas smukke bjerglandskaber, hvor man virkelig kan fornemme hvor alene i verden de to kvinder er.
Det særligt fine ved ‘This Mountain Life’ er, at filmen portrætterer 6 meget forskellige liv i bjergene. Det ekstreme liv og det fredfyldte liv, livet i sneen og livet i skoven. Alle forenet i deres kærlighed til bjergene.
Som Tania siger i filmen: “There is something about being in the mountains. It feels like home. I couldn’t live anywhere else.”
Nordic Adventure Film Festivalen i Cinemateket
Cinemateket danner fine rammer om filmfestivalen. Salen, som vi befinder os i under forestillingen er en god størrelse, så man som gæst er tæt nok på lærredet til, at man bliver fuldt opslugt af de fantastiske billeder og sceneries, når kameraerne bevæger sig over bjerglandskaberne.
Inden forestillingen bliver vi budt velkommen af en af de frivillige bag arrangementet. Der er en god stemning i salen, og blandt publikum sidder både nye festivalgæster og gæster, som har været med og støttet festivalen i både 1, 2 og 10 år. Meget er sket på de sidste 10 år hvor festivalen er blevet afholdt. Filmproduktionerne er i dag endnu mere overvældende storslåede og de tekniske film- og kameradetaljer er meget imponerende.
Historierne fra de 6 forskellige liv i bjergene er imponerende i sig selv og opsluger dig som gæst. Du får en trang til straks selv at være i bjergene med sne under fødderne. Du bliver mindet om din eventyrlyst. De flotte filmiske effekter, kameravinkler og de mange skud fra droner med fantastiske views ud over Canadas bjerge – og musikken som drager dig helt med ind i billedet, fuldender oplevelsen. This Mountain Life er alt i alt en imponerende film, og vi kan kun anbefale dig at se den.
Læs mere om Nordic Adventure Film Festival her – og sæt allerede nu kryds i kalenderen til november 2019, hvor du igen kan opleve festivalen og de mange eventyrekstreme filmproduktioner.
Se også hvem der løb af med priserne til årets N.A.F.F. Awards her. Vi kan afsløre at ‘This Mountain Life’ vandt prisen for ‘Best Mountain Culture Film’.
Du kan også læse mere om Martina og Tanias rejse her.
Se traileren til ‘This Mountain Life’